Skal du bruge brugertest.nu?
Det korte svar er ja! Du kan i dette blogindlæg læse om mine erfaringer med den nye danske brugertest service www.brugertest.nu. Hvorfor er det smart? Hvilke opgaver fik testpersonerne? Hvad fik jeg ud af det? Og var det pengene værd?
Hvorfor er brugertest.nu smart?
Som jeg fortalte i mit forrige blogindlæg blev der i december lanceret en ny dansk brugertest service ved navn brugertest.nu. Jeg synes, det er et fremragende initiativ, da jeg er stor tilhænger af brugertests – også selvom jeg selv har beskæftiget mig med webdesign de sidste 11 år. For uanset hvor dygtig man bliver til at designe, programmere eller analysere hjemmesider, vil der altid være ting man overser eller ikke gør tydeligt nok opmærksom på. Til at synliggøre disse områder er brugertests et fremragende værktøj.
Jeg har efterhånden selv lavet en del brugertests, hvor jeg bl.a. har taget min laptop med på en cafe og spurgt tilfældige mennesker, om de ville hjælpe mig i 5 min. Min oplevelse er, at folk typisk er meget hjælpsomme og synes det er spændende at være testperson.
Jeg skal dog indrømme, det tog noget overvindelse at gøre det første gang. Jeg tror også, det er grunden til, der ikke er flere webshopejere, som laver disse brugertests – nemlig fordi det kræver mod, at sætte sig alene på en cafe, spørge tilfældige mennesker om de vil hjælpe og derefter få sandheden på bordet om éns webshop. Netop derfor tror jeg denne nye brugertest service bliver en succes. Nu kan vi som webshopejere blot skrive et testscenarie, betale os fra det opsøgende arbejde og få uddybende videoer tilbage fra brugerne indenfor 24 timer.
Stil en god opgave til testerne
Det er vigtigt at stille en god opgave til testerne, så du får mest muligt ud af videoerne. Jeg gik lidt videre end blot at lade dem teste min webshop med malerier. Jeg bad testerne forestille sig, at de skulle finde nogle nye malerier til deres hjem. De skulle først skrive ned, hvilke 10 søgeord de ville bruge på Google i søgningen efter malerier. Herefter skulle de bruge nogle af søgeordene på Google, gå ind på de hjemmesider, som så interessante ud og købe et maleri (stoppe ved betaling). Havde de efter tre hjemmesidebesøg ikke været på LastTouch.dk, skulle de gå herind og ligeledes finde et maleri.
Hvad fik jeg ud af det?
Testpersonerne var meget forskellige og fandt alle sammen forskellige problemstillinger. Derudover var der også flere ting, som gik igen. Jeg tror, det er vigtigt, at lytte til testpersonerne, men samtidig også tage kommentarerne med visse forbehold. F.eks. vil jeg ikke ændre hele mit website fordi én person har svært ved at bruge en bestemt funktion. Kan jeg derimod se flere testpersoner støder i de samme problemer – ja, så ringer alarmklokkerne.
Nye søgeord er guld værd
Ud fra videoerne fik jeg først og fremmest en liste med 27 nye søgeord, som jeg ikke før har brugt hverken i AdWords eller i søgemaskineoptimering. Dvs. 27 spritnye ord, som giver mig mulighed for at få flere relevante besøgende. Jeg tjekkede efterfølgende ordene i Google og kunne se nogle af konkurrenterne kendte til flere af ordene, da de bl.a. kom frem med AdWords annoncer. Der var også søgeord, som flere af testpersonerne brugte, men som ingen af konkurrenterne brugte hverken i AdWords eller bevidst i søgemaskineoptimering. Dvs. her kunne jeg lynhurtigt selv oprette AdWords annoncer og lave landingssider, som kom i top og allerede nu tiltrækker flere relevante besøgende.
Hvad gør konkurrenterne?
Da jeg som sagt fik testpersonerne til at besøge flere af vores konkurrenters hjemmesider, fik jeg også et glimrende indblik i, hvad konkurrenterne gør godt og skidt. Det er faktisk ganske værdifuld viden. Jeg kendte i forvejen flere af konkurrenternes hjemmesider, men jeg havde aldrig set deres sider med ”kundeøjne”. Testpersonerne fandt mange ting, som irriterede dem på konkurrenternes hjemmesider. Her er det jo dejligt at kunne krydse af, disse irritationsmomenter ikke findes på vores egen side. Samtidig kan man godte sig lidt over, hvor værdifuld information om konkurrenternes problemområder man nu sidder med og som de ikke selv er klar over (håber ikke vores konkurrenter læser med her
).
Konkurrenternes problemområder er selvfølgelig spændende, men endnu mere interessant er det, når testpersonerne roser konkurrenterne. Det kan være deres udvalg, design, opsætning, brugervenlighed, funktionalitet osv. For er der noget konkurrenterne gør særlig godt, som man ikke selv gør, men som forholdsvis hurtigt kan tilføjes, ja, så er det bare i gang! F.eks. havde en af vores konkurrenter en funktion, hvor de besøgende kan uploade et billede af deres stue og derefter se de forskellige malerier, som de vil se ud i deres egen stue. Faktisk en rigtig lækker funktion, som testpersonerne var begejstret for. Den kom straks på vores to-do liste!
Hvad kan jeg selv gøre bedre?
Testpersonerne kom selvfølgelig også ind på LastTouch.dk, hvor den store prøve nu skulle stå. Kan testpersonerne finde vores malerier uden at støde på en masse forhindringer? Heldigvis var indtrykket af webshoppen generelt positiv, men testpersonerne fandt også flere relevante problemer.
Hvem og hvad er Last Touch?
Flere testpersoner var i første omgang usikre på, hvem og hvad Last Touch er. Det er egentlig meget logisk, for selve navnet siger ikke noget om vores produkter. Vi skrev i forvejen på forsiden, at vi er et ”Kunstgalleri med 1.200 unikke malerier”, men mange besøgende lander jo ikke på forsiden – derfor missede de denne vigtige information. Vi har nu indsat et lille payoff under vores logo, som går igen på hele hjemmesiden.
Mulighed for mere avanceret søgning
Vi har forholdsvis mange malerier (ca. 1.200), som er fordelt på få kategorier (6 kategorier). Det kan let gøre varegruppeoversigterne uoverskuelige, hvis ikke de besøgende har gode muligheder for hurtigt at indsnævre søgningen.
Vi giver i dag mulighed for at vælge størrelseskategori (lille, mellem, stor) samt farve (6 farver). Testpersonerne efterlyste dog mulighed for også at kunne segmentere på priskategori og mere specifikke størrelser eksempelvis 200×100 cm, 100×100 cm. osv. Det har vi taget til os og tester netop nu de nye segmenteringsmuligheder. Det gør, søgekriterierne bliver knap så visuelle som i dag, men giver til gengæld flere muligheder.
Den nuværende varegruppeoversigt og den nye varegruppeoversigt
Vis kundeanmeldelser
Vi viser vores Trustpilot batch på webshoppen, hvor vi pt. har en ”Perfekt” rating. Jeg har ikke endnu fået splittestet effekten af denne Trustpilot batch, men min mavefornemmelse siger, det skaber en grad af tillid til webshoppen. Det fik jeg bekræftet af testpersonerne.
Fire af testpersonerne lagde mærke til den og kommenterede den positivt. Dog sagde tre af personerne, det ville være fint, hvis man rent faktisk kan læse, hvad folk har sagt. Det betød, nogle testpersoner klikkede på banneret og dermed kom ind på vores Trustpilot side, hvilket jo er fint, men jeg kan frygte nogle besøgende bliver forstyrret og ikke finder tilbage til webshoppen igen. Derfor har jeg nu valgt at vise en kundeanmeldelse i denne Trustpilot batch og samtidig gøre den mindre klikbar. Det giver forhåbentlig de besøgende den ønskede tryghedsfornemmelse og fastholder dem samtidig på webshoppen.
Meget mere på to-to listen
Dette er blot tre nye initiativer, som er blevet implementeret efter vi har fået brugertestet webshoppen. Der står stadig 12 punkter på to-do listen, jeg lavede, da jeg så videoerne og som skal implementeres indenfor nærmeste fremtid.
Er brugertest.nu pengene værd?
24 timer efter jeg oprettede min opgave på brugertest.nu havde jeg fem videoer af ca. 20 minutters varighed. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de tilføjelser og rettelser jeg nu laver på webshoppen betaler prisen, for de fem brugertests, hjem mange gange. Dvs. ser man udelukkende på, om det er god forretning at bruge f.eks. 2.500 kr. på fem brugertests, er der ingen tvivl – hvert fald ikke, hvis man driver en webshop. Uanset hvor godt du synes, din webshop performer i dag – den kan altid optimeres!
Du skal dog være forberedt på, der ligger et stort arbejde efterfølgende, hvor de mange nye forslag skal implementeres. Det i sig selv kan sagtens blive dyrt afhængig af omfanget, webplatform osv. Jeg vil anbefale, du går til dit webbureau og diskuterer testresultaterne. Her er det vigtigt, du har tillid til din konsulent hos dit webbureau, og konsulenten ikke blot har fokus på, hvad der umiddelbart kan lade sig gøre i deres websystem, men at I har en konstruktiv dialog om, hvad der vil give dig og din webshop større succes.
Har du ikke en webleverandør, som kan give dig denne sparring eller implementere de nødvendige rettelser, er det måske på tide at skifte leverandør. I så fald giver du mig blot et opkald eller smider en e-mail, så tager jeg min anden hat på som e-handelskonsulent hos MCB og rådgiver dig til den rette webløsning (så blev der også plads til lidt reklame
).
Det kan blive endnu bedre
Som det nok fremgår af dette blogindlæg er jeg svært begejstret for brugertest.nu. Jeg har ingen aktier i foretagendet, men synes ganske enkelt initiativet udfylder en tom plads i webshopejerens værktøjskasse.
Når det er sagt, kan brugertest.nu sagtens gøres endnu bedre. Bl.a. var der lidt knas med lyden på en af videoerne. Det problem løste folkene bag brugertest.nu dog hurtigt ved at give mig en ekstra video gratis. Det skal også siges, jeg var en af de allerførste kunder. Jeg fik fakturanummer 001, så lidt opstartsvanskeligheder er vel naturligt.
Derudover håber jeg, der fremover bliver muligheder for selv at vælge målgruppe evt. ud fra alder, beskæftigelse, bopæl (landsdel) mm. Det vil gøre værktøjet endnu stærkere. Det lyder dog til disse planer allerede er på tegnebrættet ifølge Thore Johansen fra brugertest.nu, som Ib Potter har lavet et podcast med.
Endelig er der også nogle helt overordnede problemstillinger ved at lave tænke-højt tests, som du bør have i baghovedet. F.eks. at testpersonerne logisk skal begrunde deres valg, hvilket i visse tilfælde kan påvirke deres adfærd og handlinger. Det har Ole Gregersen skrevet mere om på hans blog.
Ifm. brugertest.nu foreslår jeg, du fortæller testpersonerne i selve opgavebeskrivelsen, de ikke nødvendigvis behøver tænke højt hele tiden. Testpersonernes adfærd med musen siger ofte mere end deres ord.
Overvejer du at benytte brugertest.nu?
Har du erfaringer med brugertest.nu eller tænke-højt test generelt? Overvejer du at benytte tjenesten? Eller har du andre indspark, så smid endelig en besked i kommentarerne.






4. februar 2011 13:53
Super godt indlæg. Jeg tror, at du har ramt helt rigtigt med definitionen af opgaven for testerne – det er vigtigt, at man får sporet testerne i den helt rigtige retning, så de ikke kun sidder og tester lidt på må og få.
Der hjælper det nok, at du har lavet brugertest før.
Jeg kan se, at brugertest.nu tilbyder en færdigpakke med rapport og det hele, men måske det var en idé, hvis de tilbyder 3-4 test”skabeloner”, som det, du har beskrevet, så man kan komme hurtigt i gang med en relevant test, hvis man ikke har prøvet at lave en brugertest før.
Selvom jeg er i gang med at afvikle 2 webbutikker, så er der en ny på tegnebrættet, og der er jeg ret sikker på, at vi vil bruge brugertest.nu til et par test, inden vi går i luften. Vi får naturligvis ikke fordelen af at få testerne ind via Google, men man kan jo også overveje at betale for at få lavet et par test af nogle udvalgte konkurrenters butikker
6. februar 2011 17:11
Tak for din kommentar Johnny.
Det er en super god ide, at brugertest.nu eksempelvis har nogle opgaveskabeloner, som der kan hentes inspiration fra. Det kan være nogle af gutterne fra brugertest.nu læser med her og noter det ned
7. februar 2011 06:41
Godt indlæg, Mogens
Denne service (www.brugertest.nu) har jeg personligt længe gået og ventet på.
Og det er virkelig nogle fede guldkorn man får ud af sådan en test.
Lavede testen på eget site til at starte med, og for at teste de forbedringer der kom ud af videoerne.
De penge man giver for testen blev MEGET hurtigt tjent hjem igen.
Eneste minus lige nu er, som du også selv beskriver lidt, at det ikke er muligt lige nu at definere sine 5 testbrugere (alder, køn, beskæftigelse) – det vil klart gøre værktøjet endnu skarpere…
7. februar 2011 14:41
Hej Mogens,
Det er en fornøjelse at læse dit blogpost og få indsigt i, hvordan du bruger og opnår værdi med vores brugertest service.
Vi oplever en kæmpe tilfredshed med vores produkt, hvilket vi er meget stolte over – men det betyder rigtig meget, at du vil dele dine positive oplevelser med alle. Tak!
Som du nævner er vi allerede i gang med at arbejde på segmentering på flere forskellige parametre, og jeg vil gerne høre mere om jeres konkrete behov
Vi har allerede nu tilføjet simpel segmentering via “særlige ønsker” i oprettelsesflowet, hvor man kan tilføje fx “Kun alder 30+” eller “Kun mac brugere” mm. og det virker ret fint.
Også rigtig god idé med tesopgave skabeloner (tak Johnny) – det vil vi få lavet, da flere retter henvendelse netop ift. udformning af testopgaver.
I skal også være mere end velkomne til at sende en mail på thore@brugertest.nu, hvis i har flere input eller spørgsmål til http://brugertest.nu, så vi kan forbedre vores service endnu mere.
Bedste hilsner
Thore
http://brugertest.nu
10. februar 2011 15:22
Vil blot lige nævne, at der nu er tilføjet testopgaveskabeloner – tjek dem her: http://brugertest.nu/opret-brugertest.html
Bedste hilsner
Thore
21. februar 2011 13:55
Rigtig god artikel/anmeldelse. Brugertest er helt sikkert et godt redskab i sin jagt efter den perfekte konvertering (som man nok aldrig opnår).
12. marts 2011 19:18
Tak for en god gennemgang af brugertest.nu. Jeg står selv og skal i gang med at lave en række brugertests og har kigget på forskellige programmer, som kunne assistere med denne opgave. Jeg tror jeg skal give dem et skud
15. maj 2011 14:22
Meget interessant indlæg. Jeg havde ikke hørt om brugertest.nu før jeg læste dette indlæg.
Det er helt sikkert noget, som der skal testes hurtigst muligt!
18. november 2011 08:41
Det er et godt tip!
Jeg anede ikke der var mulighed for at lave brugertest så nemt, hvor det samtidig tyder på man får noget for pengene.
Findes der andre lignende tjenester herhjemme?