Split-test – Hvilken indehaver konverterer bedst?
Simpelt og personligt checkout
Da jeg lancerede webshoppen LastTouch.dk i sommeren 2009, havde jeg brugt meget tid på at gennemtænke det bedst mulige checkout forløb. Jeg besøgte alverdens webshops i ind- og udland, prøvede at lægge varer i kurven, gå videre til adresse, betaling osv.
Samtidig læste jeg blogindlæg om folks erfaringer med optimering af checkout. Jeg blev bl.a. inspireret af Morten Vadskær og hans holdning til det ultra simple checkout, hvor alle menuer og links fjernes således den besøgende kan fokusere på at købe varen og komme videre. Det praktiserer han bl.a. i webshoppen Kondomaten.
Jeg blev også inspireret af at læse Søren Sprogø’s blogindlæg, hvor han roser checkoutet på made4men.dk. På made4men.dk vises der på kvitteringssiden et billede af ejeren, som siger tak for handlen. Det syntes jeg var et genialt påfund.
Med disse erfaringer lavede jeg et simpelt og personligt checkout, hvor menuer og navigation skjules fra indkøbskurven og ind til kvitteringssiden. Samtidig vises der et billede af mig selv, hvor jeg i en taleboble besvarer de typiske spørgsmål, som vi på baggrund af undersøgelser vidste, at de besøgende sad med.
Who is the closer?
Omkring et halvt år efter webshoppen blev lanceret, begyndte jeg at få erfaring med Website Optimizer. Der blev testet på produktsiden, produktlisterne, forsiden mm. Læs f.eks. hvordan jeg halverede afvisningsprocenten på forsiden i dette blogindlæg.
Jeg besluttede mig for også at teste checkoutet. Der er jo mange ting, man kan gribe fat på. Jeg synes dog, det kunne være sjovt at teste, om det ville gøre en forskel, hvilken person der blev vist ved checkout guiden. Vi er to, som ejer LastTouch.dk sammen, og det ville da være oplagt, en gang for alle, at slå fast hvem af os to, der er den bedste sælger!
Sune og jeg satte en god flaske whisky på højkant til vinderen af testen. Da ingen af os er store kaffeentusiaster blev vi enige om, at omformulere Alec Baldwin’s legendariske salgstale (den bør alle sælgere se) fra filmen ”Glengarry Glen Ross” til: Whisky is for closers only!
Whiskyen går til..
Sune! Google Website Optimizer vurderer, det på sigt er 98% sikkert, at Sune sælger bedre end jeg! Surt! Men alligevel også imponerende, at checkout med Sunes ansigt og kontaktoplysninger konverterer 32% bedre end med mit fjæs
Dette er mit første rigtige indlæg her på bloggen. Skriv endelig en kommentar, hvis du fandt det interessant.






31. maj 2010 19:59
Ha ha, genial test! Og beklager resultatet
Hvis jeg skulle komme med en forklaring, så er det at Sune’s billede er en smule mere “amatøragtigt”. Med dårligere belysning og hovedet på skrå, noget som en professionel mode-/portrætfotograf ikke ville gøre.
Men det “amatøragtige” tilføjer et element af troværdighed! Der er ingen tvivl om at det er den rigtige ejer, og ikke bare et eller andet modelbillede man har smidt ind.
En gang kunne jeg forøvrigt godt tænke mig at se nogen udføre en test med to NØJAGTIGT ens sider. Bare lige for at teste testen
31. maj 2010 20:15
En sjov og interressant test. Nu lyder 32% jo af en hel del, men hvad/hvor sikkert/hvor stort er datagrundlaget? Man er jo efterhånden blevet helt paranoid over for procentangivelser, sådan som de bliver misbrugt af medierne i tide og utide.
)
31. maj 2010 20:41
Tillykke med bloggen, Mogens. Jeg vil helt sikkert være fast gæst her.
-Og så er jeg glad for at du fandt inspiration hos mig, og siger tak for links.
Beklager også udfaldet med Sune som vinder. Men som Sprogø er inde på, så ser du lidt for sælger/ejendomsmægler-agtig ud. Du må ta’ revanche med et lidt mere arty og amatøragtigt look. Sune skylder dig chancen for en revanche.
I kan evt. vælge at smide Sune på iStockphoto som den mest tillidsfulde sælger. Så kan han blive check-ud flowets svar på hende support-pigen med headset.
31. maj 2010 20:58
Ganske underholdende
Hvis nu i satte Arnold Schwarzenegger ind, ville i få en afvisningsprocent på -40% da folk simpelthen ikke TØR andet
31. maj 2010 21:04
Hyggelig lille test. Husk at submitte den på http://abtests.com
Glæder mig allerede til de næste artikler.
/Jess
31. maj 2010 21:07
Sjov test, men jeg stemmer helt klart også på en revanche til dig, når du har været til fotograf igen og har lavet en split-test med dine fotos på kontoret
Og iøvrigt velkommen til i blogosfæren, glæder mig vildt til at følge dig – spændende blog-titel!
31. maj 2010 21:09
Hehe – griner nok.
Nu du selv bringer lasttouch.dk og test på banen…. Artiklen på Vadskærs blog hvor du nedbringer din afvisningsprocent – hvad er baggrunden for at du igen har tilføjet en masse indhold på forsiden af sitet i forhold til din test?
Og så endnu engang lige et klap på skulderen for et fedt site
1. juni 2010 09:26
Tak for de mange kommentarer og den varme velkomst.
Stemningen er tilsyneladende for, at jeg skal have revanche. Jeg må få taget et mere uhøjtideligt billede, som forhåbentlig kan slå Sunes. Eventuelt skal revanchen stå mellem vores kærester, som så må lege Last Touch supportere en månedstid
@Esben Rasmussen
Datagrundlaget er knap 200 konverteringer.
@Vadskær
Ha ha… check-ud flowets svar på support-pigen. Det tror jeg, han ville blive stolt af
@Steen Olsen
Der skulle helst ikke være kommet mere indhold på forsiden siden indlægget på Vadskærs blog. Jeg har indsat en TrustPilot batch i stedet for “Gratis Fragt” banneret – det er alt.
1. juni 2010 09:59
Tillykke med bloggen – og i den grad på tide
Det er rigtigt dejligt og jeg glæder mig til at følge den.
Potter
1. juni 2010 10:57
Hej Mogens.
Tillykke med bloggen
Denne test er virkelig godt fundet på, og det beviser at det betaler sig at sætte sig i brugerens sted. Det personlige præg er noget der også i min erfaring betyder øget konvertering.
Flot test, flot side, flotte resultater – keep up the good work guys
-Karsten
1. juni 2010 11:30
Fed blog! Glæder mig til at følge med her.
Meget interessant test I har kørt. Ærgeligt at du må slippe en flaske, men det er altså fascinerende, at I kan opnå en så markant forbedring ved at skifte et billede af ejeren.
Den test ville jeg nok have forudset til at give stort set samme resultat på begge billeder, men det viser jo bare, hvor vigtigt det er at teste ALT.
15. juni 2010 15:29
Spændende test!
Og ret sjov idé..
Jeg synes også det kunne være sjovt at teste om en kvinde ville konvertere bedre? Det har jeg nemlig en idé om. Nu kommer det selvfølgelig også an på jeres målgruppe, det kunne bare være interessant
Mvh.
Casper.